BAG OM MINITRI

Bag om MiniTri

MiniTri er blevet en tradition i Rudersdal kommune. Hvert år samles 300-400 børn i alderen 6-13 år og holder en stor triatlonfest! Fokus er på glæden ved at være med og på at heppe på hinanden.

MiniTri er for ALLE børn mellem 6-13 år! Glæden ved at bevæge sig, prøve kræfter med forskellige discipliner, overskride grænser og give alt, hvad man har, stråler ud af de små atleter.

MiniTri blev startet af Stephan Martinussen i 2013 og afholdes for 7. gang i 2019, som også er første gang stævnet afholdes på Rundforbi Stadion.

MiniTri arrangeres og drives af frivillige i samarbejde med Rudersdal Kommune og Rundforbi Stadion.

MiniTri tilbyder forskellige distancer til hver aldersklasser. Det er med til at give et spændende og udfordrende løb for alle.

MiniTri lægger sig tæt op ad et professionelt triatlonarrangement. På den måde får alle de små atleter en god fornemmelse af faserne i et almindeligt triatlonstævne.

MiniTri har professionel tidtagning med chip, velforberedte skiftezoner, masser af frivillige voksne langs ruten, livreddere i bassinet og naturligvis forplejning til de små atleter. Sidst men ikke mindst er der flotte medaljer til alle, der gennemfører.